Spørgsmål og svar

MANGE PROBLEMSTILLINGER GÅR IGEN I DE FORESPØRGSLER, SOM VI FÅR, OG VI HAR I DET FØLGENDE GENGIVET NOGLE AF DE MERE TYPISKE FORESPØRGSLER :

 

SPØRGSMÅL: Er min erstatning skattepligtig ?

SVAR: Både ja og nej !

- erstatning for tabt arbejdsfortjeneste er skattepligtig.

- svie- og smertegodtgørelse er skattefri.

- en engangsudbetaling af erhvervsevnetab er skattefri, men gives den som en løbende ydelse, er den skattepligtig.

- godtgørelse for varigt mén er skattefrit.

- godtgørelse for helbredsudgifter som man har haft er skattefri.

 

SPØRGSMÅL: Kan jeg få betalt mine advokatudgifter ved en erstatningssag ?

SVAR: Både ja og nej!

- Findes der en ansvarlig for din skade, hvilket normalt er tilfældet ved trafikskader, så vil du normalt kunne få dækket en rimelig udgift til advokat. Den udgift du kan få dækket vil normalt blive opgjort med udgangspunkt i det erstatningsbeløb, som du samlet får tilkendt.

- er der ikke en ansvarlig for din skade, så vil du normalt ikke kunne få dækket din advokatudgift, men behandles din sag som en retssag, så vil der ofte være mulighed for at få dækket din advokatudgift gennem en retshjælpsdækning på din indboforsikring, eller eventuelt gennem fri proces, hvis du opfylder betingelserne herfor.

 

SPØRGSMÅL: Hvor længe kan jeg få tabt arbejdsfortjeneste ?

SVAR: Det afhænger af dit sygdoms- og erhvervsmæssige forløb.

- har du genoptaget arbejdet, så vil du kunne kræve erstatning frem til du er på arbejde igen.

- kan du ikke genoptage arbejdet, så vil du kunne kræve erstatning frem til det tidspunkt, hvor det er muligt midlertidig eller endeligt at skønne over din fremtidige erhvervsevne. Er det en arbejdsskade, så vil forløbet Arbejdsskadestyrelsen som regel afgøre hvornår erstatningen på tabt arbejdsfortjeneste stopper.

 

SPØRGSMÅL: Hvordan opgør man et krav på tabt arbejdsfortjeneste ?

SVAR: Det afhænger af hvorledes du er aflønnet!

- Er du på en fast månedsløn, vil dette være dit bruttokrav, og i dette beløb fradrager du den sygeløn og sygedagpenge, som du har modtaget. Husk at medtage pensionsbidrag og feriepenge.

- Er du på variabel løn, så vil du skulle se på hvad du havde udsigt til at tjene i sygeperioden. Skulle du have været på en højt betalt akkordopgave, så vil det være denne løn du skal kræve, og ikke den løn, du havde på ulykkestidspunktet.

- var du arbejdssøgende eller opsagt på ulykkestidspunktet er dette ikke ensbetydende med, at du ikke kan kræve erstatning. Hvis du havde udsigt til at få anden beskæftigelse, så er det lønnen i dette job, som du kan beregne erstatningen ud fra.

 

SPØRGSMÅL: Kan man få dækket sit erhvervsevnetab gennem en ulykkesforsikring ?

SVAR: Nej !

- En ulykkesforsikring dækker normalt alene varigt mén. Dækningsmulighederne vil fremgå af policen. Skal du have dækket andre erstatningsposter, så forudsætter det, at der findes en ansvarlig skadevolder for din skade, eller at skaden opfylder betingelserne for at blive anerkendt som en arbejdsskade.

 

SPØRGSMÅL: Forsikringsselskabet er kommet med et bud på størrelsen af mit varige mén

- hvad gør jeg nu ?

SVAR: Der er flere muligheder.

- Du kan gå til egen læge, og nogle gange er lægen i stand til at vurdere, om forsikringselskabets bud er rimeligt.

- Du kan gå på Arbejdsskadestyrelsens hjemmeside: http://www.ask.dk/da/Selvbetjening/Beregn-selv.aspx - her kan du prøve selv at beregne din erstatning/godtgørelse.

- Du kan meddele forsikringsselskabet, at du vil have en second opinion, hvilket man kan få ved at bede Arbejdsskadestyrelsen foretage en uvildig vurdering. Denne forespørgsel er dog belagt med et gebyr, som forsikringsselskabet normalt betaler.

 

SPØRGSMÅL: Kan mit krav på erstatning blive for gammelt ?

SVAR: Ja - desværre !

- Der findes regler og om forældelse og passivitet, som kan indebære, at man mister sit kav. Overordnet er forældelsesfristen 3 år for "almindelige" erstatningskrav og 5 år for arbejdsskadekrav. Men man kan også miste sit krav som følge af passivitet.

 

SPØRGSMÅL: Kan jeg altid få min afsluttede erstatningssag genoptaget ?

SVAR: Nej !

- Er der tale om en arbejdsskadesag, så kan en afsluttet sag, hvor forholdene har ændret sig genoptages inden for 5 år fra den første afgørelse. Er der gået længere tid, er det ikke umuligt at få sagen genoptaget, men det kræver, at der foreligger ganske særlige omstændigheder.

- Er det en "almindelig" erstatningssag, eksempelvis en trafikskade, så kan genoptagelse finde sted, hvis der senere sker væsentlige hebredsmæssige eller erhvervsmæssige ændringer.

 

 

 

 

 

FAQ